Kunst ved Otterup Idrætscenter
Lokal kunstner har opsat kunst ved Otterup Idrætscenter
Otterup Idrætscenter har nu tre skulpturer stående af den lokale kunstner Malte Vedel Kobborg.
Den røde figur ved flisegangen fra hallens hovedindgang og over til flagstangen kalder Malte for ’Hej – Her Er Jeg’.
’Hej – Her Er Jeg’ er ment som en lille positiv tilkendegivelse; du er ikke alene.
Malte har fremstillet figuren i forskellige varianter, og den kan blandt andet findes som en lille bronzefigur på sten flere steder på Nordfyn.
Den gule skulptur foran paddelbanen kalder Malte for ’Raidö’.
Skulpturen er Maltes bud på at visualisere en helleristning forestillende en langbåd med mennesker i bevægelse.
Menneskerne er på vej i forskellige retninger: En er styrmand, en er ved at falde overbord osv., men rollerne, og måden man ser/opfatter skulpturen på, udfordres afhængigt af, hvor man selv er, og hvor man er på vej hen.
Navnet ’Raidö’ kommer af bogstavet R i runealfabetet Futhark og kan tolkes i retning af at ride, at rejse, at sejle, at bevæge sig, eller som man ville sige i dag: At udvikle sig fra et sted til et andet.
En helleristning er udtryk for noget, der er sket eller noget, der vil ske.
Den røde skulptur ’I Går – I Dag – I Morgen’ mellem træerne på græsset ved flagstangen har gennem de seneste par år søgt at vise, at i morgen bliver bedre end i går.
Maltes foretrukne materiale er bronze på sten, og på hjemmesiden www.kobborgs.dk kan man se et udvalg af både store og små skulpturer.








